Sprogelementer, som man ordinært ikke kalder affikser, bliver dog brugt i ordsammensætninger på en speciel måde, efter en slags regler. Næsten altid handler det grundlæggende om sammensætning efter de almindelige principper for kombinationer og små sætningsord, men med en eller anden tilføjet specialitet. Andre elementer fremkommer så tit og ofte i sammensætninger, at også de lader til at være affikser, skønt de faktisk fuldt ud følger de ordinære regler for ordsammensætninger. Også disse elementer kan man kalde affikser.

Affiks-agtige rødder og sammensætninger

Her nogle eksempler på almindelige rødder, som ofte bliver brugt som affikser.

FIN

FIN (slut-) bliver ofte brugt som prefiks for at vise indtil slut af en handling i stedet for prefiks-agtig el: finkanti, finfari, finmanĝi.

HAV, PLEN, RIĈ

Rødderne HAV, PLEN og RIĈ kan bruges som suffikser for at præcisere betydningen af et tillægsord: barba → barbhava, trua → truhava, manka → mankohava, ama → amoplena, brua → bruoplena, flora → florplena, fuma → fumoplena, ora → ororiĉa, herba → herbriĉa, senta → sentriĉa.

KELK

Forstavelsen KELK viser flerdobling af udefineret men ikke stort antal (mere end en): kelkdek = "nogle tital", kelkcent = "nogle hundrede", kelkmil = "nogle millioner". Vær opmærksom på betoningen: kElkcent, kElkmil. KELK er ikke et småord, men rod. Derfor er det ikke muligt at opdele sådanne ord. Skriv ikke kelk dek, kelk mil, men kelkdek, kelkmil. I stedet for er det mulligt at sige og skrive: kelkaj dekoj, kelkaj miloj osv

Efterstavelsen KELK viser tilføjelse af udefineret antal (mere end en): dekkelke = ti og nogle", tridekkelk-jara = "værende tredive og nogle år".

Af og til ser man forstavelsen KELK i betydningen "omtrent": kelkmil = "omtrent tusind". Dette kolliderer med den ovennnævnte zamenhof-brug, og er ikke anbefalelsesværdigt.

KELK bliver også brugt som forstavelse for tabelord hos I for at betone det udefinerede: kelkiuj = "nogle, nogen", kelkiom = noget". Den af og til brugte form kelkiu (uden J) er selvmodsigende. Iu viser præcist et individ, mens KELK viser mere end et.

ON-ord

Sammensætninger med efterstavelsen ON bliver ofte brugt som forstavelse: duonhoro = "en halv time", kvaronlitro = "en kvart liter", milonmilimetro = en milliontedel millimeter", trionparto = "en tredjedel". Det er muligt at danne almindelige kombinationer i stedet, fx: horkvarono (= "en kvart time"): Pasis certe horkvarono, antaŭ ol la floreto povis denove rekonsciiĝi. Former som horkvarono er dog uhyre sjældne.

Forstavelssen DUON har nogle gange den specielle betydning: "omtrent halvdelen, ikke helt, næsten": duonnuda = "næsten nøgen", duonkuirita = "ikke helt færdigkogt"

I slægtskabsord har DUON to specielle betydninger. Det viser her slægtsskab gennem kun en af forældrene og også slægtsskab skabt ved andet giftermål: duonfrato = 1. bror med hvem man kun har en af forældrene fælles, 2. søn af stedfar(-mor); duonfilo = søn af manden (konen); duonpatro = ny mand til moderen; duonpatrino = ny kone til faderen.

VIC

VIC bruges som forstavelse for at vise en sag eller person, som erstatter eller kan erstatte noget eller nogen: vicprezidanto = "viceformand", vicdirektoro = "vicedirektør", vicrado = "reservehjul".

Man kan bruge roden VIC som præfiks ligeledes til beslægtning skabt ved gen-ægteskab: vicpatro, vicfilo, vicfrato. Hos sådanne DUON- (halv-)ord, som kan have begge betydninger som beslægtet DUON, foretrækker man at bruge VIC for genforenings beslægtning, og DUON kun for en effektiv halv beslægtning.

VIR

VIR bruges i forstavelse for at vise hankøn. Sammenlign med efterstavelsen IN. Man kan således kun bruge VIR for noget, som kan have et køn, og kun ved ord, som ikke allerede er hankøn i sig selv.

VIR bliver som forstavelse brugt især i dyreord: virĉevalo, virkato, virbovo, virhundido, virbesto.

Også ved ord for mennesker kan man bruge VIR i forstavelse: virhomo, virprezidanto, virsekretario. Men i menneske-ord foretrækker man VIR som tillægsord: vira homo, vira prezidanto, vira sekretario.

Meget ofte forlader man dog VIR, skønt det handler om handyr eller menneske af hankøn.

Bemærk at det selvstændige ord viro altid betyder "en voksen mand", mens forstavelse VIR kun viser hankøn (ikke menneske, heller ikke voksen). Ordet vira viser her kun hankøn, her inkluderes menneske og voksen, iflg konteksten.

Affiks-agtige forholdsord

Ord med forstavelses-forholdsord er ofte sætningsord. Forholdsordet er med forstavelse til det ord, som det relaterer til i hele sætningen:

Et forstavelses-forholdsord kan også være præciserende forled i en kombination. I sådan et ord er forholdsordet slet ikke rollehenviser for det følgende led, men relaterer til noget andet:

Når man bruger sådan et ord i en sætning, vil det præfikslignende forholdsord ofte blive gentaget foran det, som det virkelig forholder sig til: Li eliris el la dormoĉambro kaj eniris en la manĝoĉambron. Men ofte gentager man ikke forholdsordet foran det, som det forholder sig til, men bruger i stedet for et andet forholdsord: Ĝi parolas nur pri tiaj instruoj, kiuj ne kontraŭparolas al la scienco. Al i stedet for gentagelse af kontraŭ. Det, som det præfikslignende forholdsord forholder sig til, kan ofte vise sig som genstandsled til sådan et udsagnsord: La belan Saran li jam kelkfoje ĉirkaŭiris. = Ĉirkaŭ la bela Sara li jam kelkfoje (ĉirkaŭ)iris. Men meget ofte er genstandsleddet for sådan et udsagnsord noget helt andet uden direkte forbindelse til det præfikslignede forholdsord: Alportu al mi metron da nigra drapo.

El

El kan være et helt normalt præfikslignende forholdsord i kombinationer og småord, fx: eliri (kombination) = "gå ud af noget", elbati (kombination) = "slå nogen ud af noget", el (la) lito → ellitiĝi(småsord) = "rejse sig fra sengen".

Men forstavelsen el ((ud)af) er i kombinationer også brugt med den specielle betydning "komplet, til slut, indtil parathed, indtil resultat, indtil defekt, indtil forsvinding":

Nogle af disse el-ord har fået en speciel (figur)betydning:

Hvis der er riskiko for forvirring mellem den gængse betydning af el, og den specielle sluttelige betydning, vil man bruge noget andet forstavelsesagtigt for at udtrykke betydningen "til slut". Man bruger således fx tra, for, SAT, og FIN. Man skal dog altid være opmærksom på, at den brugte rod eller et småord duer i betydningen, fx: trabori, trakuri, forkaŝi, satmanĝi, finkanti, finfari, finmanĝi osv. Man kan også vise denne betydning ved hjælp af flere ord, hvad ofte er den bedste løsning: legi ĝisfine, kuri tra la tuta urbo, manĝi ĝis sateco, kanti ĝis la fino, kanti la tutan kanton osv.

Pri

I småsætningsord (med A-endelse eller E-endelse) bruges forstavelses-pri på en almindelig måde, fx: pri amo → priama = "sådan, at det handler om kærlighed", pri nutro → prinutra = "sådan, at det handler om ernæring".

I kombinationer skaber forstavelsen pri transitive udsagnsord. Enten danner den intransitive udsagnsord om til transitive, eller den omdanner det allerede transitive udsagnsord til et nyt transitivt udsagnsord. Normalt har sådan etpri-udsagnsord et originalt pri-tillægsord som genstandsled:

I nogle tilfælde har sådan et pri-udsagnsord et genstandsled, som oprindelig ikke var et pri-tillægsord, med fx de-tillægsord eller et al-tillægsord. I sådanne udsagnsord mistede pri sin egen betydning, og bruges blot for at ændre sætningsrollerne. Pri bruges således især ved nogle traditionelle udsagnsord:

Forstavelsen pri tjener i nogle tilfælde kun til at give et udsagnsord en ny betydning, som på en eller anden måde relaterer til den oprindelige betydning:

I sådan brug ligner pri endelsen UM.

Andre affiks-agtige småord

Udover forholdsord bliver også mange andre småord brugt som præfikser på forskellige måder. Her vises blot nogle vigtige eksempler på sådan en brug.

Ĉi

Det generaliserende stedord ĉi bliver ofte brugt som forstavelse i sætningsord med A-endelse eller E-endelse. Normalt bruger man for tydeliggørelsen bindestreg efter ĉi:

Bemærk, at ĉi er det selvstændigt ord i ĉi osv. Brug ikke bindestreg her.

Fi

Udråbsordet fi bliver ofte brugt i forord med betydningen "hadet, afskyelig". Forstavelsen fi viser navnet indignation eller moralsk fordømmelse mod det, som står efter:

Forstavelsen fi og endelsen AĈ er meget lig hinanden. Fi er mere grundled. Det udtrykker indignation og foragt. AĈ er mere objektiv. Det viser uduelighed og dårlig kvalitet.

For

Sted- og bevægelses småordet for bliver ofte brugt som forstavelse i bevægelses-ord: foriri, foriro, forkuri, forkurado, forfali, forĵeti, forŝiri, forpermesi, fortimigi, forargumenti, forbuĉi, fordormi, foresti, foresto. Sådanne ord er helt almindelige kombinationer. Ofte kan man også bruge de i sådanne ord: forŝiri ≈ deŝiri, forpreni ≈ depreni, fortranĉi ≈ detranĉi. Men for giver en stærkere betydning.

Mem

Forstavelsen mem har to forskellige betydninger: 1. "uden hjælp fra nogen": memvole, memlerninto, memdisciplino, memstara, memkompreneble. 2. "til sig selv, om sig selv, sig selv": memestimo, memamo, memdefendo, memmortigo, memportreto, memofero. Hvis betydningen er "sig selv", kan man også bruge sin som forstavelse.

Ne

ne-forstavelse viser fravær, mangel på noget (fx af egenskab): neĝentila (uhøflig), nelonge (ikke længe), nefermita (lukket), nematura (umoden), nelerta (udygtig), nekomprenebla (uforståelig), nelegeble (ulæselig), nekredebla (utrolig), nejudo = "en person, som ikke er jøde", ne-Kopenhagano = "en person, som ikke bor i København".

Sin

Stedordet si med N-endelsen bliver ofte brugt i forstavelse i stedet for mem i betydningen "sig selv": sinfido, sindefendo, singarda, sindona.

Sin som et selvstændigt ord bruges kun i den tredje person. Men forstavelses-sin bliver også brugt i første og anden person: Kontraŭ s-ro K. mi estos singarda. = Mi gardos min kontraŭ s-ro K.

Sin-ord er småsætningsord, som udgår fra navnemåde: sin defendi → [sin defendi]-(handling)-O → sindefendo = " handlingen at forsvare sig selv"

Sådan et sin-ord kan have en hvilken som helst endelse undtagen en udsagnsords-endelse: sinfido, sinfida, sinfide. Hvis man vil bruge udsagnsords-endelse, skal man gå tilbage til det oprindelige sætningsled, hvor sin er et særskilt ord. Hvis sin ikke relaterer til den tredje person, så skal man skifte til min, nin eller vin iflg begydningen:

I sådanne ord bevarer man N-endelsen på sin. Normalt bortfalder dog N-endelser (lige så J-endelser) inde i sammensatte ord .