Tillægsformer er ord, som præsenterer en handling eller tilstand som en egenskab hos deres grundled eller genstandsled. Tillægsformer danner man ved hjælp af specielle tillægsforms-endelser. Der eksisterer seks tillægsforms-endelser, tre aktive, ANT, INT, ONT, og tre passive, AT, IT, OT.

Tillægsformer som tillægsord

Aktiv tillægsform repræsenterer en handling eller en tilstand som en beskrivelse af dens grundled:

Passiv tillægsform præsenterer en handling eller tilstand som en beskrivels af dens genstandsled:

Passive tillægsformer er kun mulige ved handlinger, som kan have genstandsled. Det er ikke muligt at sige fx okazata, fordi okazi aldrig kan have genstansled. Alle udsagnsord med IĜ-suffiks er intransitive. Derfor er ...iĝata, ...iĝita og ...iĝota aldrig mulige.

Vokalerne i tillægsformerne er de samme som vokalerne i udsagnsords-endelserne AS, IS og OS. Også betydningen er meget lig hinanden, men ikke helt på samme måde. AS viser hovedsageligt nutiden af handlingen, mens ANT og AT viser varighed eller gentalgelse af handlingen. IS viser, at handlingen skete før nu, mens INT og IT viser, at handlingen er foregået, evt. før en anden handling. OS viser tid efter nu, mens ONT og OT viser en tilstand før begyndelse af handlingen, ofte med en nuance, at man har til hensigt at foretage handlingen, at man har planlagt den, eller at den snart vil ske:

Note: Nogle eksperimenterer med tilægsformer svarende til US-endelsen, UNT og UT: skribunta viro = "viro, kiu skribus", skributa letero = "letero, kiun oni skribus". Men de tillægsformer er ikke en del af det officielle Esperanto. Hvis man bruger dem, har man ofte ikke held med at blive forstået. Kun i søge-brug vil de være tolereret.

Tillægsformer som biord

En tillægsform med E-endelse viser en yderligere handling, som relaterer til grundleddet i sætningen. I stedet for at sige to sætninger, en for hver handling, sammensætter man sætningerne til en:

Sådanne sammensatte sætninger forekommer mest i skriftlig sprog. De fremviser kompliceret forbindelse mellem flere sager i meget tætte og en noget vanskelig form. Det talte sprog udtrykker ofte sådanne sager med endnu flere ord.

I sådanne sætninger skal biords-tillægsformen ifølge betydningen være beskrivelse af udsagnsleddets grundled:

Sig altså ikke: Promenante sur la strato venis subite ideo al mi en la kapon. Grundleddet for udsagnsleddet venis er ideo. Sætningen betyder så, at ideen gik en tur på gaden, hvilket sandsynligvis ikke er den ønskede betydning. Man skal sige: Promenante sur la strato mi subite ekhavis ideon en la kapon. Eller: Kiam mi promenis sur la strato, venis subite ideo al mi en la kapon.

Tillægsformer som navneord

Handleform med O-endelse viser grundleddets betydning for handlingen eller tilstanden. Lideform med O-endelse viser det betydende genstandsled. Ifølge en speciel regel viser O-tillægsform normalt en person:

Man skal ikke tilføje endelsen UL, da O-tillægsformer i sig selv viser væsener.

Hvis det ikke drejer sig om en person, men om en ting, skal man tilføje endelsen AĴ: skribitaĵo, legataĵo, plenumitaĵo, plaĉantaĵo. Men når AĴ er tilføjet, er tillægsformens endelse ofte overflødig. Normalt er det nok med skribaĵo, legaĵo, plenumaĵo, plaĉaĵo.

Undertiden kan O-endelses-tillægsform dog vise en ikke-persons-sag, som udfylder en funktion, især i matematik og lignende:

Af et navneord, som viser en person, kan man normalt lave et tillægsord, som betyder "i forbindelse med personen". Det er ikke muligt for navneords-tillægsformer, da A-tillægsformer har andre betydninger:

Note: Ordet Esperanto (med stort) var oprindelig en tillægsform med betydningen "en håbende person", men det er nu navnet på et sprog, og er ikke mere betragtet som tillægsform. Man kan altså lave tillægsordet Esperanta = "i forbindelse med sproget Esperanto". Ordet esperanto (med småt) er dog stadig tillægsform, og det betyder endvidere "en håbende person".

Sammensatte udsagnsords-former

Ved hjælpe-udsagnsordet esti og forskellige tillægsformer, kan man kan udtrykke meget præcise forskellige nuancer af måde, tid, varighed, fuldføring osv. Gængse udsagnsord med AS, IS, OS, US og U bliver i almindelighed foretrukket, men ved lejligheder, når man vil præsentere en handling i detaljer, kan man bruge en sammensat form. Især kan man konbinere alle former af esti (esti, estas, estis, estos, estu, estus) med alle seks tillægsformer. Det giver i princippet 36 mulige sammensatte former af udsagnsord. Nogle af de former er dog i praksis næppe brugbare, da de udtrykker for mærkelige eller for specielle nuancer. Andre viser nuancer, som jo er nødvendige, men for hvilke der ofte eksisterer andre mere oplagte udtryksmåder. Her følger blot nogle eksempler:

De sammensatte ANT-former er meget sjældent nødvendige. De fremhæver, at noget er vedvarende, når noget andet sker. Normalt rækker enkle udsagnsord. Lejlighedsvis kan man bruge (ĝuste) tiam for at betone samtidigheden. De sammensatte INT-former er der oftere behov for. De kan være nyttige for at vise, at en handling er sket før noget andet. Ofte viser konteksten det dog tilstrækkeligt. Ved behov kan udtryk med jam, antaŭe, ĵus, post kiam eller antaŭ ol hjælpe. De sammensatte ONT-former kan anvendes til at vise en snarlig eller tilsigtet handling. Også baldaŭ og forskellige udsagnsord kan vise det, ofte mere klart.

De sammensatte IT-former er noget forskellige fra de sammensatte INT-former. Sammensat INT-form viser altid en handling, som skete før en anden handling. Sammensat IT-form viser færdiggørelsen af en handling, eller en handling, som har givet resultat. IT-formen kan jo vise en tidligere tid end en anden, men meget ofte er det ikke tilfældet:

Undertiden vil der kunne opstå misforståelse, om IT-formen viser en tidligere handling, eller en handling, som blev fuldført. Da kan man hjælpe sig med tilføjede udtryk, som klart viser tiden. I praksi er sådanne forklaringer dog sjældent nødvendige: Kiam via domo estis konstruata, mia domo estis jam longe konstruita. Estis konstruita er førtid sammenlignet med estis konstruata. Antaŭe ni iradis en la lernejon kaj iom lernis, kaj poste ni estis konfirmitaj. Estis konfirmitaj er eftertid sammenlignet med iradis og lernis.

Undertiden, i stedet for at anvende esti + tillægsform, omformer man tilægsformen direkte til et udsagnsled, på samme måde som man ofte direkte laver andre tillægsord om til udsagnsord: estas leganta → legantas, estis legonta → legontis, estus leginta → legintus, estas legata → legatas, estos legita → legitos og lignende.

Sådanne former er helt logiske og regulære, men desværre er de i praksis meget vanskeligt forståelige. Ord som legintos indeholder synligt for mange informationer i en for kompakt form. De normale sammensætnings-former med esti er bedre egnede i de sjældne tilfælde, når man ikke kan anvende almindelige enkle udsagnsords-former (legis, legos osv.).

Men nogle af sådanne forkortede former er i praksis kommet noget i brug. Især INTUS-former er populære. US-formen i sin enkelhed er helt tidløs, men mange fornemmer dog US-udsagnsord som nudidige, og bruger INTUS altid, når det handler om fortid: Se mi sciintus tion, mi agintus alie. = Se mi estus sciinta tion, mi estus aginta alie. Man kan simpelthen sige: Se mi (tiam antaŭe) scius tion, mi (tiam) agus alie.

Også ATAS-former er temmelig ofte i brug: Bezonatas novaj fortoj en nia organizo. = Estas bezonataj... Serĉatas nova redaktisto por la revuo. = Estas serĉata...

Lideform

Sætninger med transitive udsagnsord kan man omforme fra handleform (en normal sætning) til lideform. Lideform er ligesom en modsat måde at præsentere en handling på. Når man omdanner en sætning til lideform, sker der tre ængdringer:

• Genstandsleddet bliver til grundled (og mister sin N-endelse).
• Omsagnsleddet bliver til et sammensat udsagnsord: esti + passiv tillægsform.
• Det aktive grundled forsvinder eller bliver et de-tillæg.

La knabino vidas la domon. - Pigen ser huset.

• la domon → la domo
• vidas → estas vidata
• la knabino → de la knabino

→ La domo estas vidata de la knabino. - Huset bliver set af pigen.

Li batis sian hundon per bastono. - Han slog sin hund med en stok.

• sian hundon → lia hundo
• batis → estis batata
• li kan forsvinde

→ Lia hundo estis batata per bastono. - Hans hund blev slået med en stok.

Man bruger lideform til at flytte opmærksomheden væk fra det handlende grundled for handlingen. Også det tidligere genstandsled (det nye grundled) får mere opmærksomhed. Man bruger ofte lideform, når man taler om meget gererelle sager, når der næppe eksisterer et handlende grundled.

Hvis man i en lideforms-sætning vil bevare det oprindelige grundled for handleformen, skal man anvende forholdsordet de: Ĝi estis trovita de mia frato. = Mia frato trovis ĝin. La piano estas ludata de vera majstro. = Vera majstro ludas la pianon. Forholdsordet de har mange betydninger, men ved lideform viser de normalt altid en handling. Hvis der dog er risiko for misforståelse, kan man anvende fare de: Ĝi estis forprenita fare de mi. = Mi forprenis ĝin.

Hvis et grundled i en passiv sætning er en undersætning, i navnemåde eller et kvante-biord (eller et kvante-biordsagtigt småord), skal lideformen have E-endelse: Oni interkonsentis, ke mi faru tion. → Estis interkonsentite, ke mi faru tion. Oni ordonis al mi fari tion. → Al mi estis ordonite fari tion. Oni atribuis multe (= multon) al tiu rakonto. → Multe estis atribuite al tiu rakonto. Undertiden forekommer der et transitivt udsagnsord i en sætning uden genstandsled. Hvis man laver sådan en sætning i passiv, er resultatet en passiv sætning uden grundled. Tillægsformen skal da også have E-endelse: Oni parolis pri tio. → Pri tio estis parolate.

Lideform - tillægsform-valg

Valget af en tillægsform i lideform afhænger af, hvad man vil udtrykke. Man skal vælge AT-tillægsform, hvis man interesserer sig for lidt-efter-lidt-varighed af handlingen, eller hvis det handler om repetering af handlingen. Man skal vælge IT-tillægsform, hvis opfyldelse eller resultat er vigtigere. Man vælger OT-tillægsform, hvis det handler om en tilstand før handlingen.

AT

varighed eller repetering

IT

fuldførelse eller resultat

OT

en tilstand før en handling

Når man tøver mellem AT og IT, kan man anvende et kontroludtryk for at finde, hvilken nuance der er bedre:

Hvis man kan tilføje iom post iom,plu kaj plu eller ree kaj ree uden helt at ændre betydningen, da egner AT sig, fordi iom post iom og plu kaj plu udtrykker varighed, og ree kaj ree udtrykker gentagelse.

Hvis man kan tilføje definitive uden at det går ud over betydningen, da egner IT sig, fordi definitive udtrykker færdiggørelse eller opnåelse af resultat.

Nogle udsagnsord har to forskellige betydninger, og valget af tillægsformen afhænger af, hvilken af de to betydninger der er målet. Et klassisk eksempel er udsagnsordet okupi, som kan betyde enten "tage i besiddelse" eller "holde optaget". Indtagning er normalt en øjebliks-handling, og derfor er især udførelsen interessant. En holden er dog en mere langvarig sag, og derfor er varigheden mere interessant. Efter indtagning følger dog holden, og før holden er indtagning normat sket. Derfor kan man ofte ved okupi, bruge AT-formen eller IT-formen efter behag uden praktisk forskel: Mi estas tre okupata de mia laboro. = Mia laboro nun "tenas min" (plu kaj plu), ĉar ĝi antaŭe "prenis min". Mi estas tre okupita de mia laboro. = Mia laboro (definitive) "prenis min", kaj tial ĝi nun "tenas min". Et andet eksempel er udsagnsordet "kovri": Li kovris la plankon per tapiŝo. → La planko estis kovrita (de li) per tapiŝo. Her handler det om en fremadskridende handling af "kuŝi sur planko". Som oftest anvender man IT-formen hos udsagnsord som okupi og kovri, men man har frit valg afhængig af ideen, som man vil udtrykke.

Undertiden foretrækker man en AT-tillægsform, når handlingen kun er en teoretisk mulighed, som ikke sikkert bliver effektiviseret, eller når handlingen er benægtende, eller hvis en kontekst på en eller anden måde bortvisker ideen om fyldeslstgørelse: Ŝi estis nun en tia aĝo, ke ŝi devis esti konfirmata. Det handler kun om pligt for en udførelse. Om udførelsen virkelig fandt sted, ved man endnu ikke. Ili volas, ke tia aŭ alia ŝanĝo estu farata jam nun. Om forandringerne blev udført, ved man ikke. La unueco de Esperanto neniam estos rompata. La rompo neniam plenumiĝos. Eĉ vulpo plej ruza fine estas kaptata. Det drejer sig om et altid gyldigt princip. Ideen af varigheden bliver altså mere vigtig end ideen om opfyldelse. Men det er også muligt at anvende IT-formen i sådanne sætninger. Man har frit valg for den nuance, som man vil udtrykke.

Ved gentagne handlinger bruger man normalt AT, fordi man interesserer sig for gentagelsen, men nogle gange kan man koncentrere sig for udførelsen af hver enkelt gentagelse, og bruge IT. Hvis man viser det nøjagtige antal af repetitioner, bliver ideen om opfyldelse mere vigtig, og da bruger man almindeligvis en IT-form: Dum la milito tiu vilaĝo estis ofte prirabata kaj bruligata. Dum la milito tiu vilaĝo estis kvarfoje prirabita kaj bruligita.

Note: Nogle Esperantister akcepterer ikke disse foreliggende principper angående valg af AT og IT. Ifølge disse Esperantister skal AT i stedet for betyde "netop dengang", og IT skal ifølge dem kun betyde "før dengang". De bruger sætninger som: Mi estis naskata en Januaro. La ŝlosilo estis perdata hieraŭ. Subite li estis trafata de kuglo. Sådan et sprogbrug kalder man normalt "atismo" (også "tempismo"). På almindelig Esperanto anvender man IT i sådanne sætninger, og derfor bruger man ofte udtrykket "itismo" (også "aspektismo"). Spørgsmålet om itismo og atismo afgør definitivt tre model-sætninger i Fundamento: Georgo Vaŝington estis naskita la dudek duan de Februaro de la jaro mil sepcent tridek dua. Li sentis sin tiel malfeliĉa, ke li malbenis la tagon, en kiu li estis naskita.