AĈ

AĈ = "dårlig kvalitet, uduelighed, værdiløshed".

AD

AD = "vedvarende handling".

Hvis man vil vise, at det drejer sig om en handling, men ikke ønsker den vedvarende betydning af AD, skal man bruge en anden handlingsrod uden vedvarende betydning, eller udtrykke sig helt anderledes: martelado (vedvarende) → martelbato = et slag med en hammer; brosado (vedvarende) → brostiro = et stryg med en børste

AĴ

AĴ = "(en konkret) sag".

Man kan undertiden tilføje tillægsforms-suffiks for yderligere præcisering: draŝataĵo (korn, som man tærsker), draŝitaĵo (korn, som man allerede har tærsket), draŝotaĵo (korn, som man vil tærske), brulantaĵo (noget, som brænder), brulintaĵo (noget, som allerede er brændt). Normalt rækker dog et simpelt AĴ-ord fuldt ud.

AN

AN = "medlem af en gruppe, boende på et sted, tilhænger af en doktrin, person som tilhører et sted" o.l.

AR

AR = "et hele eller en samling af mange sager af samme slags".

ĈJ

Med ĈJ danner man kælenavne for mænd. Foran ĈJ bruger man en forkortet form af navnet. Som regel bevarer man cirka 1 til 5 bogstaver:

ĈJ, er ligesom NJ, en særlig suffiks, fordi det ikke begynder med en vokal, og fordi man kan forkorte roden foran det. Nogle gange kunne man måske tilføje suffiksen UL, hvis det ville hjælpe med at danne en bedre lyd-form: Petro → Petrulo → Petruĉjo o.l. Det er dog ikke tradiotionelt, heller ikke helt logisk, men når det handler om kælenavne, er hverken tradition, lokik eller korrekt grammatik, særlig vigtig. Kælenavne kan man faktisk lave helt efter behag (fx ved lån fra andre sprog).

EBL

EBL = "kan laves". Man kan kun bruge EBL i transitive verber:

Undertiden bruger man EBL (og også IND og END) efter et udsagnsord, som normalt er ikke-transitivt, men som kunne få et genstandsled:

Normalt siger man iri sur/laŭ vojo og loĝi en domo, men også iri vojon og loĝi domon er korrekte, skønt meget sjældne.

EC

EC = "kvalitet eller tilstand (på nogen eller noget)". EC viser altid noget abstrakt (kvalitet eller tilstand).

Undertiden bliver EC brugt ulogisk på grund af indflydelse fra nationale sprog: Bedaŭrinde mi ne havas la eblecon tion ĉi fari. Faktisk handler det slet ikke om egenskab, men om mulighed eblo (eller eventuelt eblaĵo). Sig ligesom Zamenhof: Bedaŭrinde mi ne havas la eblon tion ĉi fari. (Hvis man tøver mellem eblo og ebleco, skal man vælge eblo, fordi den er fælles form både for ebleco, og for eblaĵo, og derfor vil eblo næppe engang være et forkert valg.)

EC kan også blive brugt med A-endelse eller E-endelse (eller et verbumsendelse). Sådanne former har normalt betydningen "ligesom, i lighed med, af samme udseende som, på samme måde som":

Nogle gange kan man for klarheden i stedet bruge sammensætninger med ŝajna, simila, maniera eller stila. Andre gange betyder former med ...eca "i forbindelse med sådan egenskab, angående den omtalte egenskab,": patreca testo = test af faderskab, test for at finde ud af, om en eller anden er faderen.

EG

EG = "i høj(este) grad, stor slags (største)".

EJ

EJ = "sted, plads, hus, rum o.l. bestemt for noget". Det som står foran EJ, er altid det, som sker eller findes på stedet.

Hvis det handler om fabrik eller lignende, skal man fortrinsvis bruge mere klare sammensætninger: tabakfarejo = "et sted, hvor man producerer cigaretter og andre tobaksvarer", ŝtalejo eller ŝtalfabriko = "stålfabrik", gisejo eller gisfabriko = "fabrik for støbegods"

EM

EM = "tilbøjelig til noget".

Et EM-ord viser som regel, at noget af sin natur ofte eller hele tiden tenderer mod handlingen:

Undertiden bruger man EM til øjebliks eller et opstået ønske, eller for et opstået behov:

Man kan alternativt bruge sammensætninger med vola: manĝivola, venĝovola. Men normalt er det nok med EM.

I nogle ord viser EM en evne:

Man kan også bruge sammensætninger af pova eller kapabla: produktipova, kreokapabla. Normalt er EM dog tilstrækkelig klar.

I nogle ord betyder EM, at man af sin natur er truet af noget, at man risikerer noget, som man ikke vil:

Undertiden danner man EM-ord, som ikke kommer fra et verbum:

Gastema kan derfor blive forstået som "lyst til selv at være gæst". Hvis det handler om sådan en betydning, kan det være at foretrække at bruge sammensætninger med ama: gastama = "sådan, at man holder af at have gæster", samseksama = "sådan, at man elsker eget køn". På den anden side, når AM synes for stærkt eller ikke dækker i betydning, da vil måske EM være at foretrække.

EM-ord har som oftest en A-endelse, men kan få en hvilken som helst endelse. Ved O-endelse plejede man førhen altid at tilføje suffiksen EC: manĝemeco, timemeco o.l. Men EC er normalt ikke nødvendig. Det er nok med manĝemo, timemo osv. Foran suffiksen UL kan man ofte undlade EM, hvis betydningen er klar: timemulo → timulo, drinkemulo → drinkulo.

EM bruges også som en almindelig rod: emo = et øjebliks tilbøjelighed, ema = at være tilbøjelig til.

END

END = "skal gøres". Man kan kun bruge END i transitive verber.

ER

ER = "meget lille del af et hele". ER bruges, når noget består af mange små dele af samme slags. Det, som står foran ER, viser altid det hele, som smådelene består af:

ER viser en af mange ens næppe adskillelige dele af det hele. Hvis det handler om forskellige slags eller individuelle dele, skal man ikke bruge ER, men PART: mondoparto (≈ kontinento), landparto, korpoparto, parto de libro. Hvis det handler om en del, som er itugjort eller revet fra en helhed, skal man bruge PEC: Mi disŝiris la leteron kaj disĵetis ĝiajn pecetojn en ĉiujn angulojn de la ĉambro.

ESTR

ESTR = "person som leder og beslutter, chef". Det, som står foran ESTR, er altid stedet, hvor lederen tager beslutninger, eller det, om hvilket lederen beslutter:

ET

ET = "lav (laveste) grad, lille (mindste) stykke".

Undertiden anvender man ET som præfiks for at vise en speciel betydning:

ID

ID = "afkom". Det som står foran ID viser altid det, hvorfra den fødte stammer.

Normalt bruges ID for dyre-ord. Da viser ID et umodent dyr, en unge af den omtalte dyreart:

Nogle gange bruger man ID for en ung plante: arbo → arbido = juna arbo.

Ved ord for mennesker viser ID et barn, et afkom, uden betragtning af alder. Man viser således ID især ved titler og historiske navne:

Undertiden bruges ID figurligt ved ord for land eller sprog:

IG

IG = "virknings-, årsags- eller ændringshandling". Det som står foran IG, viser altid resultatet af handlingen.

Man kan danne et IG-verbum af en handlingsrod (som normalt er et verbum). Sådan et IG-verbum betyder, at man bevirker, at nogen laver den vedkommende handling. Genstandsleddet for sådan et IG-verbum er det, som ville være grundled for det simple verbum.

Man kan udgå fra et ikke-transitivt udsagnsord:

Man kan også udgå fra et transitivt udsagnsord. Genstandsleddet for sådan et IG-udsagnsord er enten grundleddet for det enkle udsagnsord, eller genstandsleddet for det enkle udsagnsord:

Man kan også danne IG-verbum af en rod, som normalt er et navneord.

Sådan et IG-verbum kan betyde, at man handler således, at genstandsleddet bliver det, som roden viser, men det kan også betyde, at man laver genstandsleddet ligesom roden, eller det kan betyde, at man forårsager, at genstandsleddet laver en eller anden handling, som forholder sig til roden:

Man kan også lave IG-verbum af en lille sætning med forholdsord:

Det modsatte af sen...igi kan man i teorien udtrykke med kun...igi, men sådanne ord bruger man normalt ikke, fordi mange simple verber i sig selv har sådan en betydning: maski = "kunmaskigi", vesti = "kunvestigi". I sådanne tilfælde kan man som alternativ til sen...igi bruge præfiksen MAL uden IG: malvesti = senvestigi, malmaski = senmaskigi. Senfortigi har mere eller mindre samme betydning som malfortigi. Det modsatte af senfortigi er i teorien "kunfortigi", men det er et unødvendig tungt ord. I stedet for siger man simpelthen fortigi.

Man kan også lave IG-verbum af et småord eller en affiks:

Når roden hverken giver egenskab eller handling, kan man ofte tøve ved, om man skal bruge et simpelt verbum uden suffiks, eller et verbum med suffiksen IG. Ofte har sprogtraditionen givet et IG-verbum en egenskabsbetydning: konfuzo = uorden → konfuzi = skabe uorden, lave uorden. IG: grupo → grupigi = sætte sammen i grupper, opstille i grupper. I nogle tilfælde har traditionen givet forskellig betydning til den simple form og IG-formen, men begge betydninger er IG-agtige: koloro → kolori = tilføre noget sin farve, være det der giver farve til noget; koloro → kolorigi = handle, så noget bliver farvet. Man kan dog ikke forlange, at alle altid skal følge disse fine forskel. Man skal i hvert fald tolerere, hvis nogen undertiden blander fx kolori og kolorigi. Nogle gange har den enkle form, som ikke er IG-agtig: lumo → lumi = kaste lysstråler; lumo → lumigi = gøre, så noget lyser, lave lys. Undertiden har begge former den samme betydning: ordo → ordi eller ordigi = lave orden, sættte i orden, gøre i orden. Nu foretrækker man generelt formen ordigi.

Man kan ofte tilføje et overflødigt IG til et verbum, som normalt ikke bør have den. Det kan tolereres, især hvis det resulterer i yderligere klarhed, men normalt skal man bruge de traditionelle former. I nogle tilfælde er IG-suffikset måske ikke strengt nødvendig, fordi den enkle form næppe har nogen anden betydning. Da vil man måske i fremtiden gå over til at bruge den kortere form uden IG. Ofte kan begge former anvendes paralelt uden betydningsforskel: loki/lokigi, arkivi/arkivigi, listi/listigi.

IG fremkommer normalt med verbumsendelse, men kan også have O-endelse, A-endelse eller E-endelse. Sådanne former viser den samme handlings-betydning som verbumsformen: akrigo = "handlingen at skærpe", akriga = "i forbindelse med handlingen at skærpe, at være ved at skærpe", sidigo = "handlingen at sidde", sidige = "i forbindelse med handlingen at sætte sig, at være siddende", edzigo = "handlingen at blive gift", edziga = "i forbindelse med handlingen at gifte sig".

IG bruges også som almindelig rod: igi= forårsage at nogen skal lave en eller anden handling.

IĜ

IĜ = "overgang til ny tilstand, til nyt sted, til ny handling". Det som står foran IĜ, viser altid resultatet af overgangen.

IĜ-verbum dannet af et intransitivt verbum viser overgang til den vedkommende handling. IĜ i sådan et verbum er altså næsten det samme som prefiksen EK. Undertiden viser sådanne IĜ-verber den nuance, at handlingen sker af sig selv, eller at handlingen sker ufrivilligt:

Man kan også lave IĜ-verbon af et transitivt verbum. I sådan et IĜ-verbum viser IĜ ikke overgang i betydningen. IĜ tjener her kun til at lave verbet intransitivt, for at ændre sætningsrollerne:

IĜ-verbum dannet af transitivt verbum ligner ofte pasivt verbum. Forskellen er, at IĜ-verbum viser, at handlingen sker mere eller mindre af sig selv, eller at man ikke interesserer sig for eventuel årsag til handlingen: Li estis naskita en Januaro. En normal passiv sætning. Man fokuserer især på handlingen, som er blevet opfyldt med et resultat (på grund af IT-formen). Li naskiĝis en Januaro. Han blev født. Mere opmærksomhed på den fødte, barnet, end på den fødende, moderen.

Man kan også lave IĜ-verbum af en rod, som normalt er navneord. Et sådant IĜ-verbum kan betyde, at grundleddet bliver til netop det, som roden viser, eller at det bliver ligesom roden, eller at der sker en eller anden handling for det karakteriseret af roden:

Man kan også danne IĜ-verbum af en sætning med forholdsord. Den præcise betydning afhænger af forholdsordet. Hvis fx forholdsordet viser stedangivelse eller bevægelse, vil IĜ betyde "bevæge sig, gå, flytte sig":

Man kan også lave et IĜ-verbum af et småord eller af en affiks:

IĜ forekommer som regel med en verbum-endelse, men kan også have O-endelse, A-endelse eller E-endelse. Sådanne former viser den samme handlingsbetydning som verbumsformen: 1}akriĝo = "handlingen at blive skærpet", akriĝa = "i forbindelse med handlingen at blive skærpet, er ved at blive skærpet", sidiĝo = "handlingen at sætte sig", sidiĝe = "i forbindelse med handlingen at sætte sig, sættende sig", edziĝo = "handlingen at blive gift", edziĝa = "i forbindelse med handlingen at blive gift", unuiĝo = "handlingen at forene sig".

Nogle gange kan IĜ-ord med O-også vise et resultat af en overgangshandling: Unuiĝo Franca por Esperanto (navnet på en forening). Dio nomis la sekaĵon Tero, kaj la kolektiĝojn de la akvo Li nomis Maroj.

IĜ bliver også brugt som almindelig rod: iĝi = blive.

IL

IL = "instrument, apparat, middel".

Suffiksen IL har en meget generel betydning. For at udtrykke sig mere nøjagtigt kan man lave sammensætninger med andre rødder, fx : presmaŝino, transportaparato, vendaŭtomato. Men ofte er en simpel IL-form tilstrækkelig.

I nogle få IL-ord er handlingselementet underforstået. Det, som står foran IL, viser ikke selv en handling, men fx resultat af en handling: fajro → fajrilo = et redskab for at lave ild (ikke "ilo por fajri")

IN

IN = "det fødedygtige køn". Suffiksen IN kan man kun bruge ved noget, som kan have køn, nemlig menneske eller dyr. IN tilføjer hunkønsbetydning (og fjerner en eventuel hankønsbetydning).

Som regel tilføjer man IN til et ord, som har en hankønsbetydning. Ordet får da i stedet en hunkønsbetydning:

Man kan også tilføje IN til et ord, som er kønsneutralt, men det sker sjældnere. Det kønsneutrale ord får da en hunkønsbetydning:

Ved et neutralt ord kan man vise hankøn ved hjælp af roden VIR brugt som præfiks eller tillægsordsagtigt.

Der eksisterer nogle ord, som i sig selv er af hunkøn: damo, nimfo, matrono, putino (ikkesammensat!) o.l. Til sådan et ord tilføjer man ikke IN.

IN bruges også som en almindelig rod: ino = hundyr (eller -menneske); investaĵo = klæder for kvinder

IND

IND = "fortjener at blive gjort eller er værd at få gjort". Man kan kun bruge IND ved transitive verber:

ING

ING = "en holder, hvor man (delvist) sætter noget i". Det, som står foran ING, er normalt det, som man delvist sætter i hoderen:

ISM

ISM = "doktrin, bevægelse, system, handlemåde" o.l. Unertiden viser ISM-ord også et enkelt eksempel på en eller anden speciel handlemåde. Betydningen af ISM varierer rigtig meget, og det afhænger af, hvad det står bag.

IST

IST = "en person, som ofte beskæftiger sig med noget (måske professionelt)". Det der står foran IST, er altid det, som personen beskæftiger sig med.

Der er ofte en misforståelse, at IST er det samme som "en professionel", men dets virkelige betydning er mere omfattende:

Ved behov er det muligt at lave mere præcise ord. I stedet for det generelle fiŝisto kan man tale om fiŝkaptisto, som fanger fisk (= fiskefanger), om fiŝbredisto, som opdrætter fisk, og om fiŝvendisto, som sælger fisk.

For IST-ord eksisterer der ofte lignende ISM-ord. Forbindelserne mellem de to former af sådanne ordpar kan være meget forskellige: alkoholisto = persono der er afhængig af alkohol, ramt af alkoholisme; alkoholismo = sygeligt afhængig af alkohol; kapitalisto = person, som ejer en stor kapital; kapitalismo = økonomisystem af privat kapitalejendom. Der eksisterer også rigtig mange ord, som ender på "ist" eller "ism", som jo viser forskellige "ister og ismer, men som dog ikke er sammensatte, fx.: turisto — turismo, faŝisto — faŝismo, ekzistencialisto — ekzistencialismo.

Ofte betyder IST "tilhænger af den tilsvarende isme". IST = ISM-AN: oportunisto (= oportunismano), en, som handler ifølge opportunisme; komunisto (= komunismano), støtter af kommunisme. Men IST er ikke altid det samme som ISM-AN. Fx kapitalisto er ikke det samme som kapitalismano (tilhænger af det kapitalistiske system).

Note: AN og IST er i nogle tilfælde meget lig hinanden. Da kan man vælge efter behag. Man plejer at anvende den, som skaber den mest internationale form. Man taler fx normalt om Kristo, Kristano og Kristanismo. Formerne Krististo og Kristismo forekommer aldrig. De ville være lige så logiske, men mindre internationale. Sammenlign med Budho, Budhisto og Budhismo, hvor det foretrukne er modsat, også på grund af det internationale. Ved siden af Budhisto anvender man dog også Budhano, ligeledes logisk, men om Budhanismo taler man ikke. (Nogle bruger i stedet Budao, Budaisto og Budaismo.)

Man skal altså virkelig ikke sige kirurgisto, astronomisto, ekologisto osv. Men ved mange lejligheder kan man dog ved hjælp af suffiksen IST danne et parallelt ord for sådan en person, hvis der eksisterer et særligt ord for det, som han beskæftiger sig med:

NJ

Med NJ danner man kælenavne for kvinder. Foran NJ bruger man en forkortet form af navnet. Sædvanligvis bevarer man cirka 1 til 5 bogstaver:

Under anvendelse af NJ fjerner man normalt et eventuelt IN-suffiks. I nogle tilfælde kunne man dog tilbageholde vokalen i IN, hvis det kunne hjælpe til med at danne en bedre vellydende form: kuzino → Kuzinjo, knabino → Knabinjo. Måske kan man endog bruge en overflødig IN-suffiks, hvis det understøtter en god ordklang: Klaro → Klarino → Klarinjo.

OBL

OBL = "multiplikation". OBL kan kun bruges ved talord og ord af lignende betydning. Det som står foran OBL viser altid med hvad man multiplicerer:

OBL-ord med A-endelse kan også betyde, at noget består af så mange dele:

Foran OBL sætter man altid talordet. Man kan for klarheden bruge bindestreger. Stregerne sætter man normalt der, hvor der er opdelinger i det oprindelige talord: dek du → dekduoblo eller dek-duoblo; dudek → dudekoblo; du mil dudek → dumildudekoble eller hellere du-mil-dudekoble. De samme skriveregler gælder for suffikser ON og OP.

ON

ON = "deling". ON kan kun bruges ved talord og ord af lignende betydning. Det, som står foran ON, viser altid, hvor meget man deler med:

For ON-ord bruger man de samme skriveregler som for OBL.

Undertiden forveksler man ON med roden PART. Man kan ikke sige fx landono for landparto = "del af et land". ON viser ikke en del af det, som står foran det, men en del af noget andet. Triono er ikke en del af tri, men en af tre lige store dele af noget andet.

OP

OP = "gruppe med et vist antal medlemmer". OP er kun muligt at bruge ved talord og ord af samme betydning. Det, som står foran OP, viser altid, hvor mange medlemmer der er i gruppen:

For OP-ord bruger man de samme skriveregler som for OBL.

Foran O-endelse kan suffiksen OP udelades, fordi den enkle O-form ved talord blandt andet har betydningen af opo:

UJ

UJ = "noget, som er bestemt for at indholde noget bestemt". UJ har i praksis tre forskellige betydninger: "beholder", "bevoksning" og "land". Det, der står foran UJ, viser altid det, som er (eller foregår) i sagen.

UJ kan vise en speciel beholder, en vase, en æske osv, som tjener til at indeholde noget, eller i hvilken man udfører en slags handling:

For præcisering kan man lave sammensætninger med andre rødder, fx: teskatolo, tekruĉo, tetaso, cigarskatolo, cigaredpaketo, konservoskatolo.

Læg mærke til, at det, som står foran UJ, altid skal vise indhold, mens det, som står foran SKATOL, VAZ osv, nogle gange kan vise indhold, nogle gange materiale, og andre gange noget andet, fx: ladskatolo = "æske af metal", lignositelo = "spand af træ". Men ladujo skal være "beholder for metal", og lignujo er absolut "beholder for træ".

Ved navn for frugt, bær eller blomst kan UJ vise den bevoksning, normalt et træ eller en busk, som giver den slags frugt, bær eller blomster:

Man kan også sige pomarbo, vinberarbusto osv.

Ved navn for et folk, betyder UJ altid "landet for det folk":

Nogle gange laver man et landes eller regions UJ-ord af en anden slags ord:

Ved landenavne bruger man som alternativer til UJ også roden LAND som suffiks, og det uofficielle suffiks I. De fleste lande har dog et usammensat navn, fx Usono, Birmo, Liĥtenŝtejno, Islando (ikke dannet af roden LAND!) og andre. I sådanne tilfælde bruger man suffiksen AN for at danne landenavne: Usonano, Birmano osv

UJ bruges også som en almindelig rod: ujo = vase, æske, beholder; enujigi = sætte i vase o.l. I sådanne tilfælde har UJ aldrig betydningen for land eller vækst.

UL

UL = "person med en eller anden betegnelse". Det, som står foran UL, viser altid det, som karakteriserer personen.

Man bruger også regelmæssigt UL i nogle navne på dyrearter, selv om det ikke handler om personer:

Ved lejlighed bruger man UL figurligt for de mest forskellige sager, også ikke-levende, som man vil præsentere som om det var personer:

Ved ord, som i sig selv viser nogen person, skal man ikke uden behov bruge UL. Især skal man være opmærksom ved tillægsformer men O-endelse. Sådan en tillægsform viser altid person, og tilføjelse af UL ville normalt være en fejl. Sig ikke parolantulo, kurintulo, konatulo, men ganske enkelt parolanto, kurinto, konato. Hvis man da alligevel tilføjer UL til tillægsform med O-endelse eller til anden personord, da skaber man et ord med en speciel betydning. Virulo er ikke det samme som viro, men betyder "person karakteriseret ved hankøn" = vireculo (hankønsvæsen). Konatulo vil især være "person karakteriseret ved kendthed" = famulo, mens konato ganske enkelt er kendt af nogen".

UL bruges også som en almindelig rod: ulo = person uden nogen slags af speciel karakter.

UM

Suffiksen UM har ikke en bestemt betydning. Ved hjælp af den laver man ord, som har et forhold til det, som står foran UM. Hvert UM-ord skal man lære særskilt. Der eksisterer dog nogle grupper af UM-ord med lignende betydninger.

Mange UM-ord betyder "handle på en vis måde ved hjælp af det, som står foran UM":

Nogle UM-verber betyder "forsyne på en vis måde ved hjælp af det, som står foran UM":

Gruppe af UM-verber viser en måde for henrettelse, myrderi:

Nogle UM-ord er navne for klædningsdele eller lignende ting. Det, som står foran UM viser en kropsdel, hvorved tingen findes:

UM bliver anvendt i matematik for at lave navne på talsystemer. Man sætter UM efter tal, som viser, hvor mange cifre systemet bruger:

Nogle andre UM-ord:

Hvis man vil danne et nyt UM-ord, skal man være meget forsigtig, fordi andre måske ikke vil forstå det. UM-ord, som tilhører en af de forannævnte grupper, bliver lettere akcepterede, mens et UM-ord, som ikke ligner et allerede eksisterende UM-ord, er vanskeligere at få indført. Ofte laver man dog til lejligheden et UM-ord, som bliver forstået på grund af konteksten, og som senere forsvinder.